“Spirebogen” af Ulla Dietl

Hvilken bog kan give dig idéer til at lave havearbejde i februar måned? Det kan “Spirebogen” af Ulla Dietl. Hvad handler bogen om: Ulla Dietl forklarer selv på glimrende vis, hvorfor hun lavede Spirebogen i 1982: Ideen med Spirebogen er at give lysten til at dyrke planter videre til andre.

Bogen tager udgangspunkt i, at vi alle kan lave spændende og anderledes planter ud fra materialer, som vi allerede har i vores hjem: citron- og appelsin kerner, avokado-sten, bønner, toppe fra selleri, gulerødder eller rødbeder, fra gamle rynkede kartofler, hasselnødder og mange andre grønne sager. Du kan på den måde lave planter ud af det, du ellers plejer at smide ud. Og det endda planter, du skal betale en formue for, hvis du skal ud at købe dem i en planteskole (hvis planteskolerne da overhovedet har dem).

Spirebogen henvender sig til alle aldre med sine beskrivelser og vurderinger af, hvor svære de forskellige planter er at få til at lykkes – så uanset om du er helt “grøn” i forhold til planter, ikke er pokkers tålmodig eller måske gerne vil afprøve bogen sammen med dine børn, så kan du finde lige de planter, der vil passe godt til dig.

Dette kan du bruge bogen til i forhold til din egen lille have: Du kan plante og gro alle planterne i “Spirebogen” i din vindueskarm. Så uanset om du bor i en lejlighed inde midt i byen, på et lille kollegieværelse med en lillebitte vindueskarm, eller i en kæmpe villa, så kan du bruge bogen.

Til med er der mange af bogens planter, der kan dyrkes året rundt.

I bogen kan du også finde inspiration til alternative plantebeholdere, som for eksempel gamle akvarier eller flasker.
Og sidst men ikke mindst er der et fint afsnit med tips til, hvordan planter gerne vil have det i forhold til lys, varme og vand.

Dette kan jeg godt lide ved bogen: Jeg kan rigtig godt lide bogens grundtanke: At det skal være (og er) sjovt at dyrke sine egne planter.
Og det med, at man kan lave planter af resterne fra grøntsager, frugt og dets lige, som jeg ellers ville have haft smidt ud, det synes jeg er helt fantastisk – det tilføjer ligesom en “ny” eller i hvert fald en ekstra dimension til “Stop spild af mad”-konceptet. 

Og så bliver jeg noget nostalgisk over de fine tegninger, der ledsager billederne i bogen. I de fleste havebøger, der udkommer i dag, er der “kun” smukke men måske nok også lidt opstillede fotos af de beskrevne planter og blomster. Tegningerne i “Spirebogen” tilfører et uhøjtideligt og hyggeligt præg til bogen, og på den måde minder de læseren om, at det skal være hyggeligt og samtidig gerne give den, der arbejder med planter, uhøjtideligt jord under neglene – sådan skal det jo være at lave have.

For nogle måneder siden faldt jeg over “Spirebogen” i mit lokale bogantikvariat og fik den til en helt uhørt lav pris. Så hvis du gerne vil have fat i den fine bog, så gå på jagt i antikvariater, genbrugser eller på loppemarkeder, hvor du muligvis kan være heldig at finde den billigt. Eller spørg din gamle tante, om hun måske skulle have den liggende.

Men kan du ikke vente på næste kaffebesøg hos din tante, eller på at dine forældres naboer holder loppemarked, så kan du faktisk også købe bogen lige her: Køb “Spirebogen”

Uanset hvad, så må du have rigtig god fornøjelse med “Spirebogen”.

Info: “Spirebogen” af Ulla Dietl. Oprindeligt: Forlaget Komma A/S, nu: Forlaget Vingefang, 48 sider, 1. udgave. ISBN: 87-87837-07-2

Følg mig på Bloglovin

Del med dine venner:
  • 12
    Shares

Tags: , , , , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner:
  • 12
    Shares