Sensommer i den lille have

Lige nu er naturen i en brydningstid, hvor sommeren har ændret karakter, men det er dog på ingen måde blevet efterår endnu. Dagene er stadig lune, solen skinner i mange timer, så du kan sagtens sidde ud om aftenen, grille aftensmad og efterfølgende drikke en god kop kaffe. Det er bare blevet sensommer. 

Ifølge Feng Shui har naturen 5 årstider: forår, sommer, højsommer, efterår og vinter, hvor højsommer er perioden imellem den aktive og solrige sommer og efteråret, hvor naturen begynder at pakke sig ned til vinterens komme. 

Jeg er helt enig i, at det er som om, vi er i en slags ”femte” årstid, for det er ikke helt sommer mere, men det er altså heller ikke efterår. Og denne femte årstid kalder jeg sensommer. 

Hvad sker der så om sensommeren i den lille have?
Det er ikke længe siden, at det var ferietid, og glæden og oplevelserne fra ferien sidder stadig i kroppen, selvom du er begyndt på arbejdet igen, og børnene begynder på et nyt skoleår. 
Der er en glad stemning rundt omkring os, da vi har fået fornyet vores energi efter ferien – og den energi, synes jeg, er vigtig at holde fast på.

Her i sensommeren kan du gå ud i din have og høste grøntsager, for eksempel: gulerødder, kartofler, rødbeder, andet eller tredje hold salat og lækre tomater og agurker fra din altanhave, vindueskarm, urtehave, gårdhave eller drivhus.

Herudover blomstrer havernes roser og stauder på livet løs med stærke, varme farver – det er nærmest som om, at blomsterne nu og i den kommende tid giver den et ekstra hak på farveskalaen og leverer ALT, hvad de kan af overdådighed, dufte og farver. 

Du må huske at nyde sensommeren i din lille have  
Det er rigtig skønt at være i haven netop nu, for der er en dejlig sensommer-ro og harmoni, som det kan være svært at finde tidligere på sommeren.

Spis stadig aftensmad ude så ofte du kan, sæt dig i din lille have og sug til dig af solens stadige varme og sommerens sidste energier – det vil lade dine ”sol-depoter” op, og så vil der gå lang tid, før efterårets og vinterens mørkere dage begynder at genere dig. 

Du kan jo eventuelt holde en have-sensommerfest for dine venner og familie og servere mad med lækre urter fra din have – og selvom det måske ”kun” er chilierne i din chili con carne, der er hjemmedyrkede, så er de alligevel så absolut værd at vise frem! 

Når du nu er i haven, er det en rigtig god idé at finde din have-notesbog frem og notere ned, hvad du synes er gået godt i din lille have i løbet af foråret og sommeren, og hvad der skal lave om til næste år. Det er nu, du lige har haft oplevelserne i din have, og derfor må du notere ned, så du kan huske dem, når du senere skal i gang med at planlægge næste års havearbejde.

Hav en fortsat rigtig dejlig sensommer i din lille have.   

Del med dine venner:
  • 54
    Shares

Tags: , , , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner:
  • 54
    Shares