At gøre kål på kålsommerfuglelarver

Pokkers også, så er der kommet kålsommerfuglelarver i mine ellers så flotte rosenkålsplanter. Og hvad gør man så? Man går håndfast ind i kampen.

Jeg har, som nævnt tidligere i mine blogindlæg, i år rosenkål i en krukke i min lille have. Og det er gået over al forventning; der har ikke været problemer af nogen art med dem. Så alting har været fryd og gammen med dem. Idyl, idyl – lige indtil nu!

I går gik jeg og hyggede i haven, spiste et par stikkelsbær, kiggede på blomster og fine, hvide sommerfugle. ”Ih, det er jo kålsommerfugle,” tænkte jeg. ”Kålsommerfugle! Ups!”
Og ganske rigtigt, flere smukke lille kålsommerfugle (Pieris rapae) fløj lige hen til krukken med rosenkål …

Jeg skyndte mig derover og opdagede, at der allerede var kommet små huller i nogle af rosenkålplanternes blade, og da jeg vendte et af bladene om, var der små, lysegule æg og enkelte bittesmå, 5 millimeter lange, lysegrønne larver, der guffede kålblade i sig. 

Hvordan søren kommer man af med kålsommerfuglelarver?
Nu har jeg nusset og pusset om kålplanterne, så jeg ville ikke kunne bære, hvis der nu blev gjort helt kål på dem af kålsommerfuglelarver.
Derfor gik jeg i gang med at vende hvert eneste kålblad og kvase hvert lysegult æg og hver lysegrøn larve, jeg kunne finde.

Jeg er ikke glad for at fjerne insekter i min lille have, for insekter er meget vigtige for naturen – og for selv den mindste have. 
Men nogle gange bliver man simpelthen nødt til at regulere og ”tynde ud”, så alt ens havearbejde ikke bare skal gå til spilde. 

Jeg kunne ikke drømme om at sprøjte eller dets lige mod insekter i min lille have, men så må jeg altså ind i mellem ud og kvase, når det er nødvendigt.

Og så har jeg flyttet krukken med rosenkålsplanterne fra gårdhaven og til mit lille, grønne drivhus. Kålsommerfugle bryder sig vist nok ikke om at være tæt på tomatplanter, og så bliver det også svære for den lille kålsommerfugl at komme helt tæt på mine rosenkål igen.

Læs mere om den lille kålsommerfugl lige her:
http://www.havenyt.dk/skadedyr_og_plantesygdomme/38.html  

Del med dine venner:
  • 7
    Shares

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.

Comments (1)

Comments are closed

Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner:
  • 7
    Shares