Find havebøger på loppemarkeder

Kig efter havebøger, når du er ude på sommerens loppemarkeder – her kan du virkelig finde havebogsguld.

Man kan aldrig få for mange gode havebøger, og mange af mine bedste havebøger har jeg købt på loppemarkeder eller i genbrugsbutikker for ikke ret mange penge.

Der er rigtig meget guld at hente på loppemarkederne, for mange steder rundt om i Danmark er havebøger og havearbejde ikke i særlig høj kurs, og derfor er havebøgerne nogle af de billigste i loppemarkedernes bogstakke.

Og hvorfor skal du så købe gamle havebøger på loppemarkeder?
Jamen, det skal du blandt andet fordi, der er så utroligt meget viden om haver og naturen i de gamle bøger, som vi simpelthen har glemt. Meget af den gamle viden, som vores bedsteforældre og oldeforældre have om grøntsagsdyrkning, nyttedyr eller så- og udplantningstidspunkter – årets gang i haven og i naturen simpelthen – er forsvundet i takt med, at danskerne fik mere og mere travlt i hverdagen og i stedet for at blive ved med selv at dyrke frugt og grønt, købte man det i supermarkederne. Og så havde man ikke længere brug for at huske, hvordan man bedst undgik at få sommerfuglelarver i sine kål.
Meget af den gamle viden om havearbejde og frugt- og grøntsagsdyrkning kan du finde i de gamle havebøger.

Udover det, så er mange af de nye havebøger, som står flotte og glitrende på boghandlernes hylder og koster flere hundrede kroner, nærmest afskrivninger af ældre havebøger – der kan være langt mellem de virkeligt nye idéer til din lille have i de moderne havebøger (prøv for eksempel at se, hvor mange nye havebøger, der handler om at dyrke grøntsager i krukker (hvilket er en super god idé men ikke en revolutionerende nyhed), du kan finde, når du er på bogjagt i din boghandel …). Hvorfor give 300 kr. for en ny bog, når du kan finde glimrende havebøger med samme nyttige tips og idéer i en gammel havebog for måske 20 kr.?
Jeg køber såmænd også nye havebøger, men for eksempel købte jeg en brugt udgave af “Spirebogen” til 8 kr., og skal du ud og købe den fra ny, koster den 99 kr.

Desuden er der ofte flotte håndtegnede illustrationer i gamle havebøger, og det er bestemt er noget, du ikke kan finde i nye havebøger.
Jeg elsker at tage mine havebøger frem og sidde og kigge i dem for både inspirationens men bestemt også for hyggens skyld, og så er de gamle havebøger med håndtagnede illustrationer lige sagen.

Så, husk at kigge efter gamle havebøger, når du besøger sommerens loppemarkeder – rigtig god loppejagt fra mig :0)

Del med dine venner:

Tags: ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner: