Easy to grow tomater

Anmeldelse: ”Easy to grow”-tomater – så er det nemt at forspire tomater

Jeg har fået en pakke ”Easy to grow”-tomater fra Nelson Garden til anmeldelse her på denlillehave.com, og derfor er dette indlæg et såkaldt sponsoreret blogindlæg, men alle ordene, meningerne og tankerne er mine egne.

Jeg afprøver altid de produkter, jeg får til anmeldelse, for at se, hvor godt de fungerer. Det samme har jeg gjort med tomatfrøene fra Nelson Garden – igennem en hel havesæson har jeg afprøvet frøene, der blev til planter og senere gav røde tomater.

Jeg er vild med tomater, og jeg forspirer altid tomater i min vindueskarm, som bliver sat ud i haven – både i mit drivhus og i min sydvendte gårdhave.
Derfor passede det mig glimrende at få en pakke med tomat-forspirings-kit fra Nelson Garden til anmeldelse.

Easy to grow tomater, der spirer

I forvejen bruger jeg forspiringsbriketter lavet af kokosfibre, og det er samme princip, som de kokostørvebriketter, der er med i pakken. Du slipper for at bakse med jord til forspiring, hvis du bruger med den slags briketter. Og du planter bare (altså prikler) den spirede tomatplante over i en urtepotte med jord, når der er godt med rødder og et par blade på tomatplanten, uden at du skal forstyrre den lille, sarte plante ret meget.

Opstart af tomat-forspiringen

Jeg startede forspiringen op d. 28. februar, hvilket er lidt tidligt, men jeg kunne simpelthen ikke vente længere med at komme til at lave planter til årets haveliv.

Easy to grow tomater i plantekasse

Allerede efter 4 dage begyndte tomatfrøene at spire. Jeg havde sat dem i en forspiringskasse med låg, der på den måde sikrer et varmt vækstmiljø til planterne; altså en form for drivhus.

Godt nok står der på pakken med frøbriketter, at man kan bruge den ene del af plastikpakningen som låg, der på samme måde skal lave drivhus. Men da frøene kun kan nå at spire ganske lidt, før de bliver for store til at være under låget, valgte jeg at løfte tørvebriketten over i en stor forspiringsbakke, hvor der er god plads og højt til loftet, for de små planter.

Udplantning af tomater + et par gode tips

I perioden 10. – 20. maj er det tid til udplantning af tomater.
Jeg plantede tomatplanterne over i plantesække, den slags, som lægges ovenpå kapilærkasser (altså flamingokasser, hvori der er plads til vand) – heldigvis kan du jo godt få økologiske plantesække. Jeg havde for mange tomatplanter, end der var plads til i plantesækkene i drivhuset (jeg forspirede også andre slags tomater, end dem jeg fik til anmeldelse) så jeg plantede de resterende planter i krukker med plantesækkejord.

Easy to grow tomater plantes ud i drivhuset

Et par gode tips i forbindelse med udplantningen:
* Nip de nederste par blade af tomatstænglen – og er tomatplanten blevet lidt for høj og ranglet, skal du bare plante planten dybt i plantesækken, så der på den måde bliver taget noget af højden.
* Husk at gøde tomatplanterne, de elsker det.
* Og husk at bruge vand fra vandhanen og ikke opsamlet regnvand til at vande tomaterne med – tomater elsker kalken i vandhanevandet, hvilket der ikke er nær så meget af i regnvand.

Og SÅ er det tid til at høste tomater

Endelig blev det tid til at plukke af tomaterne. D. 15. august høstede jeg de første tomater, og de smagte ganske dejligt.

Jeg plukker Easy to grow tomater

Jeg er vild med cherrytomater og mindre tomater, som er søde og sprøde – og fantastiske i en tomatsalat med hjemmedyrket basilikum og en god mozzarella samt et strint olivenolie.

Jeg høster altid tomater til langt ind i efteråret, nogle år endda helt til november.

Min vurdering af “Easy to grow”-tomaterne fra Nelson Garden

Jeg kan kun sige, at jeg er meget tilfreds med ”Easy to grow”-tomaterne, og jeg vil anbefale dem til dig, der gerne vil forspire dine tomater selv – hvis det er første gang, du skal prøve at forspire tomater, så er briketterne med frø meget nemme at komme i gang med.

Det var frø af typerne ”Roma” og ”Red Pear”, såkaldte busktomater, der var i min pakke med tomatfrø, og begge slags både spirede, voksede og gav fint med tomater.

En sidste note er, at 96 % af indholdet i “Easy to grow”-tomatpakkerne er økologisk, hvilket jo er godt nyt, når man har en lille økologiske have.

Du kan læse mere om “Easy to grow”-tomaterne på Nelson Gardens hjemmeside, hvor der også står, hvor du kan købe pakkerne med tomatfrø: Nelson Gardens hjemmeside

Del med dine venner:
  • 10
    Shares

Tags: , , , ,

Trackback from your site.

Maria Erica Jensen

Haveentusiast, med stor forkærlighed for små haver. Jeg bliver meget inspireret af små, lokale haver, når jeg rejser rundt i verden. Og så kan jeg rigtig godt lide genbrug, personlighed og innovative idéer, når jeg lægger haveplaner.
Den lille have

Den lille have

Havebloggen, hvor du kan finde gode tips og idéer til din egen lille have.
“Den lille have” er en haveblog skabt og skrevet af mig, Maria Erica Jensen. Alle billederne, du ser på bloggen, er taget i min egen lille have, hvor også tipsene og idéerne er opstået og afprøvet.

Jeg håber, at jeg kan inspirere dig med mine blogindlæg, og hvis du endnu ikke selv har en lille have, så må du endelig ikke tøve med at kaste dig ud i det, og det uanset om du har en altan, en gårdhave, en kolonihave eller “blot” en lille vindueskarm – havelivet er for alle, selv for dig, der bor i den mindste lejlighed midt i byen.

Del med dine venner:
  • 10
    Shares